Lidt historie fra Broballe /Oksbøl Sogn – skrevet af Stine Munch – barnebarn til Hildur og Edmund W.Bruun -fra den gamle skole i Broballe. Foto Oksbøl sogns lokalhistoriskearkiv.
Låge #24
En julehistorie fra Stines barndom.
Da jeg var barn voksede jeg op på landet – rigtig langt ude på landet – med alt hvad det indebar af nedarvede traditioner som ingen længere kunne huske hvorfor vi holdt i hævd, men det blev ikke jul uden.. Efter min farmors ordre, skulle min far, mine søskende og jeg bringe juledekorationer ud til sognets gamle og udsatte; for eksempel..
Og det var ikke uden bæven at vi 3 børn tog afsted på et helt særligt besøg sammen med vores far.. Ja, faktisk er jeg helt sikker på, at min far også meget gerne ville være fri, men min farmor tvang os af sted. Hun var nemlig noget så sjældent som et ordentligt menneske.. Hun var lærerinde og tog sig for eksempel af uartige og utilpassede børn længe før der var noget der hed damp og ADHD og specialklasse-elever…
Jeg er vokset op i grænselandet mellem Danmark og Tyskland, og der var de tysksindede, i hvert fald i min barndom, nogen man så ned på og aldrig rigtig accepterede i lokalsamfundet..
Min farmor var ikke en kvinde af mange ord men af stilfærdig handlen; hun sagde faktisk ikke ret meget, men hun var meget bestemt når det gjaldt de små og svage og dem som andre så ned på og derfor var det bare afsted juleaftensdag med dekorationerne som hun havde stået og lavet i sit bryggers.
Besøget som vi gruede for ventede vi med til allersidst.. Så kørte vi op til den gamle mørke gård der havde sort jernstakit hele vejen rundt.. Døren var en mørk dobbeltdør og når vi stod frysende og bankede på håbede vi alle fire, at de ikke var hjemme derinde. Men det var de. Altid. Det slog aldrig fejl. Efter en masse skramlen lukkede Erna op.. En høj gammel kvinde med tørklæde om hovedet..Og når hun så os udtrykte hun stor glæde og begejstring og jeg tror endda at armene røg helt op over det krumbøjede hovede… Leende og pludrende trak hun os inden for i den store og dunkle entre.. Og hastigt blev vi ført gennem 3 eller 4 stuer med mørke gardiner, plysmøbler og virkelig mange malerier på væggene.. I den allersidste stue sad den gamle Anna som var en endnu ældre kvinde, også med tørklæde om hovedet og, hvis overhovedet muligt, så var hun også endnu mere begejstret for at se os.. Lovprisninger over os små børn løb i en lind strøm fra hende, på en blanding af dansk og tysk..
Alt var anderledes hos de to gamle kvinder.. Selv deres juletræ var noget andet end hos alle andre. Det eneste det var pyntet med var stjerner flettet af halmstrå og så pigeon-æbler.. her var ingen glanspapir eller lametta eller kugler eller nisser eller engle..
På flere måder fortalte besøget hos de to gamle kvinder os børn, at julen ikke bare er glimmer og glitter og ren idyl..men at der også findes ulykke og julesorg på trods af alt det glædelige.
Anna og Erna var søstre og boede sammen. Erna var tydeligt lillesøsteren og Anna den ansvarlige storesøster..Sammen med de to gamle koner boede Annas søn.. Lige før 2. verdenskrig blev Anna gift med en tysk soldat der blev dræbt under krigen..
Og hun måtte føde sit barn alene, som enke…og ikke nok med det. Barnet, som blev en dreng, var mongol.. Ernst Ludvig, kom han til at hedde.. Og han var meget handicappet.
Da jeg var barn var Ernst Ludvig blevet en voksen mand; han kunne ikke tale, måske ikke se, og han sad bare og rokkede frem og tilbage i en gyngestol med katten på skødet.. jeg synes han var drøn-uhyggelig og jeg kunne næsten have onde drømme om ham og den vogtende kat som han mekanisk sad og strøg over pelsen, med den ene hånd, mens han med den anden slog sig på munden..
Men hans mor, Anna, talte begejstret til ham, som om han hørte og forstod og reagerede på alt hun sagde… På trods af hendes ulykke var barnet, som nu var voksent og hun selv næsten 90 år, blevet til sol i hendes liv.. Hvad vi andre synes var uhyggeligt og sørgeligt og helt umuligt, var blevet nåde og lys for den gamle Anna.
Og bare det er jo i sig selv et billede på julen.. At det som ingen regnede for noget, netop det blev til lys og nåde for hele verden… At det som var hjælpeløst og svagt og helt prisgivet andre menneskers omsorg blev til glæde og håb for alle andre.. At Gud viser os sig selv hvor vi slet ikke regner med det.
Dette indlæg kan også læses på facebook
