Forårets flotte vejr har fået området omkring Oksbøl og Havnbjerg til at brumme af traktorlyde, plantespader og skovfolk i arbejde. Naturstyrelsen har været i fuld gang med at skabe Oksbøl skov og nu er den næsten færdig.
Plantningen af store dele af Oksbøl Skov er nu overstået og mange af planterne er allerede sprunget ud, der er plantet 25 forskellige arter og snart vil der blive sat omkring 20km hegn, der skal sikre planterne mod bid fra hjortevildt og harer. Der er lagt 3 km nye skovveje, der frit kan benyttes både på gåben og cykel.
Torsdag den 14. juni kl. 1900-2100 inviterer Vandsamarbejdet, Sønderborg Kommune og Naturstyrelsen med til skovvandring. Naturvejleder Andreas Hermann vil denne aften vise rundt og guide i den nye skov. Han vil fortælle om områdets nye naturperle og vandre igennem noget af skoven.
”Skoven ligner knap en skov endnu, men før vi ved af det, så har træerne og buskene fået fat og vokser sig til en rigtig lækker lille skov” fortæller naturvejleder Andreas Hermann
Skovvandringen starter ved det tidligere Østergård Frugt og Bær på Havnbjergvej 21, 6430 Nordborg, og går herfra ud i området.
Som altid kan spørgsmål og kommentarer omkring Oksbøl Skov stilles ved henvendelse til:
Lars Andresen Skovmøller, Naturstyrelsen på tlf. 72 54 34 11
Jane Ruby Hansen, Sønderborg Kommune på tlf. 27 90 55 87